Microsoft har fundet på en række nye måder at sælge Office-pakken på. En af de mere interessante hedder ”gratis”. Den fri software, som skal kunne konkurere med lige så frie kontorpakker fra Open Source lejren – er en begrænset version af den fulde Office-pakke. Microsoft tricket består i at overtale pc-producenterne til at præinstallere den gratis pakke på nye pc’er.
Den gratis Office-pakke kaldes meget passende Microsoft Office Starter Edition, beretter Cnet.
Begynder-versionen vil ifølge denne Microsoftblog kun indeholde Exel og Word.
Pakken vil være en del af de forskellige Office 2010-tilbud, men den vil kun være at finde i præinstalleret tilstand, når den næste Office-version lanceres i begyndelsen af næste år.
Starter-udgaven kan naturligvis nemt opgraderes til en fuld Office 2010-pakke, hvis brugeren er blevet besnæret og er villig til at punge ud.
Microsoft har også andre modangreb mod Google Docs og Open Office i ærmet. Med Office 2010 vil man endvidere tilbyde en gratis reklame-finansieret version, der kører i en web-browser. I modsætning til Google Docs virker denne version dog kun mens brugeren er online.
Ifølge Cnet er Office-pakken en af selskabets vigtigste indtægtskilder, selvom mange piratversioner er i omløb.