Den vietnamesiske mr. Bill Gates

Den pressesky softwaremillionær Truong Gia Binh er nok den rigeste mand i Vietnam. ComON har mødt stifteren af den vietnamesiske it-gigant FPT, som tror på en lys fremtid for sit land.

En af de mest farverige personligheder i den vietnamesiske it-branche er den 51-årige Truong Gia Binh, som sandsynligvis også er landets rigeste privatperson.

Han startede firmaet The Corporation for Financing & Promoting Technology (FPT) tilbage i 1988 sammen med en gruppe af unge forskere, som alle havde studeret i Sovjetunionen i 70'erne og 80'erne. Det var inden den vietnamesiske regering begyndte at åbne døren på klem for kapitalismen, og FPT blev i første omgang registreret som et statsejet selskab, der fremstillede maskiner til fødevare-behandling. Men i løbet af 90'erne voksede FPT hurtigt til at blive landets største leverandør af software og hardware - blandt andet som enedistributør for IBM og Compaq - og FPT blev også landets første internet-udbyder i 1997. Det gik så godt for FPT, at selskabet kunne åbne kontorer i Bangalore og Silicon Valley - de måtte dog lukke igen efter dotcom-krisen i 2000.

I mellemtiden har staten afhændet en stor del af sin ejerandel i FPT, og selskabet gik på børsen i Vietnam for to år siden. Det medførte en sand kursfest - alene på den første handelsdag steg kursen med 150 procent, og FPT blev sammenlignet med Google eller Microsoft. Og kursen fortsatte med at stige. Det gjorde selskabets stifter og direktør, Truong Gia Binh, til landets mest velhavende med en anslået personlig formue på mere end én milliard kroner - ihvertfald på det tidspunkt, hvor FPT-aktien nåede sin højeste værdi. Og børsnoteringen gjorde mindst 100 af selskabets medarbejdere til millionærer. Den aktuelle finanskrise har dog også gjort sig bemærket i Vietnam, og selskabets aktiekurs er siden faldet betydeligt.

Men Truong Gia Binh er stadig manden, man sætter pejlemærkerne for den vietnamesiske it-branche. Han deltog på et seminar for en delegation med 30 danske it-virksomheder i april 2007, hvor han ihærdigt opfordrede de danske selskaber til at investere i Vietnam. Hans selskab FPT har selv nydt godt af udenlandske investeringer; Intel og Texas Pacific Group i USA investerede mere end 200 millioner kroner i selskabet i 2006. Microsofts Bill Gates besøgte Vietnam for to år siden - og hans tur omfattede selvfølgelig også et stop hos FPT, hvor han underskrev en treårig partnerskabsaftale.

Og hvem er han så, denne mr. Binh, som er kendt for at være notorisk pressesky? Først efter flere forsøg lykkes det til sidst for ComON at få et interview med FPT's direktør. Binh tager imod i selskabets nye store hovedkvarter i Hanoi. Han ligner ikke en typisk topdirektør med sin afslappede påklædning - polo og cowboybukser - men Binh er én, der bliver lyttet til i Vietnam.

»Vi har en vision om, at Vietnam skal være en af de fem største it-nationer i verden. På den ene side har vi en masse unge mennesker - 92 pct. af befolkningen kan læse og skrive - og vietnameserne har en traditionel forkærlighed for matematik og it-fagene. Men der er også en anden side. Gennemsnits-indkomsten er stadig meget lav, så der skal ganske enkelt ske noget. Vi kan ikke tillade os at stå stille,« siger Binh.

For at sikre en lind strøm af nyuddannede software-udviklere har FPT selv oprettet sit eget private it-universitet, som nu er vokset til at blive landets største på sit område med flere end 2.000 nyudklækkede studerende om året.

»Uddannelse er den vigtigste nøglefaktor for at få succes inden for it-området. Det betyder blandt andet, at vi har brug for flere tekniske universiter - og vi ser nu, at den private sektor selv forsøger at dække dette behov, ligesom vi har gjort det med vores eget universitet. Men der er også brug for mere utraditionelle løsninger, som f.eks. at konvertere ingeniører til it-folk,« siger han.

Selv efter Bill Gates' besøg ligger der stadig en stor udfordring i at skabt opmærksomhed omkring den vietnamesiske it-branche, og Binh erkender da også, at det kan være svært at få spredt budskabet om, at Vietnam er andet end bare rismarker. Indien er det globale brand når det gælder outsourcing - Vietnam er stadig en outsider.

»Som virksomhed kan du jo starte med at spørge dig selv, om du vil gå derhen, hvor alle de andre er gået hen, og hvor prisen derfor er høj, eller om du vil søge hen et sted med stabil vækst og store muligheder. Prisniveauet for it-outsourcing ligger stadig på det halve i forhold til Indien og to tredjedele i forhold til Kina,« siger software-millionæren.

Binh har måske tjent mere end nogen anden på den åbning mod omverden, som Vietnam har gennemgået i det sidste årti. Men han er mest kendt for sit ægteskab med datteren af den legendariske vietnamesiske general Vo Nguyen Giap, der stod i spidsen for Ho Chi Minhs hær under slaget mod de franske tropper ved Dien Bien Phu i 1954.

Minderne om krigens tid er dog ved at forsvinde i Vietnam, hvor den unge befolkning har helt andre bekymringer end forældrenes krig. Binh blev skilt fra generalens datter for nogle år siden og er i dag gift med Nguyen Tuyet Mai, som driver en række turistvirksomheder og restauranter. Turismen - ligesom it-branchen - er en sektor i hastig vækst i det kommunistiske land.

ComON rapporterer fra den spirende it-industri i Vietnam og besøger en række joint-ventures mellem danske og vietnamesiske selskaber. Artikelserien fra Vietnam produceres med tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere