Den nyudviklede siliciumchip kan behandle et optisk datasignal med 170,8 gigabit i sekundet og omdanne det til fire datastrømme med hver 42,7 gigabit. Et internationalt forskerhold har udviklet et nyt organisk materiale, der integreres med siliciumchip-teknologien.
Ifølge forskerne skulle chippen være i stand til at behandle 2,6 millioner telefonsamtaler samtidig.
Intel har den hidtidige rekord med 40 gigabit, men den nye chip er altså mere end fire gange hurtigere. Det fortæller forskerne i det nye nummer af tidsskriftet Photonics Nature.
Den nye hastighedsrekord skyldes et særligt trick; de lysledende baner på chippen indeholder en fordybning på omkring 100 nanometers bredde, der fyldes med det nyudviklede organiske molekyle.
Forskerne har udviklet en særlig metode til at opvarme materialet, inden det placeres i fordybningen, som sikrer at molekylerne fordeler sig jævnt.