Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik er danskerne vilde med at arbejde hjemmefra. Hver femte danske lønmodtager vælger at arbejde hjemmefra ind i mellem. I IT-branchen er tallet ikke overraskede endnu højere. Her vælger hver anden lønmodtager at arbejde hjemmefra ind i mellem. Det er kun matchet af lønmodtagere i undervisningssektoren.
Helt konkret vælger 563.000 personer i Danmark at arbejde helt eller delvist fra deres egen bolig. Det svarer til 21 pct. af lønmodtagerne i Danmark, hvoraf de 4 pct. arbejder størstedelen af tiden hjemme, mens de resterende 17 pct. kun arbejder hjemmefra af og til.
Hjemmearbejde er dog allermest udbredt blandt selvstændige og medhjælpende ægtefæller, hvor 59 pct. arbejder helt eller delvist hjemmefra.
Statistikken er baseret på tal, der har været indsamlet gennem arbejdskraftsundersøgelser siden 2000. I den periode har omfanget af hjemmearbejde været stabilt, oplyser Danmarks Statistik.