En af de største sager om piratkopiering i Danmark er nu afsluttet med et forlig. Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund og Foreningen af Danske Videogram-distributører opdagede i august at en af DBCs servere blev anvendt som værtsmaskine for en fildelingstjeneste - e-donkey - der åbner mulighed for udveksling af, som oftest ulovligt kopierede, filer - specielt musik- og film-filer.
Den 26. august fik rettighedshaverne nedlagt fogedforbud mod DBC, som straks reagerede ved at lukke serveren. DBC fortæller at man først efter henvendelsen fra rettighedshaverne blev opmærksom på, at en af centerets servere blev misbrugt til udveksling af ulovlige kopier.
"DBC's virksomhed er bl.a. at formidle ophavsretligt beskyttede værker til biblioteker, og respekten for ophavsrettigheder er en fundamental del af vores virksomhedsgrundlag. Derfor tilslutter vi os fuldt ud rettighedshavernes arbejde og det fremtidige oplysningsarbejde såvel økonomisk som med vores erfaringer med misbrug," siger Mogens Brabrand Jensen, adm. direktør i Dansk BiblioteksCenter.
Forliget betyder at DBC aktivt skal formidle erfaringer samt give økonomisk støtte til det fremtidige oplysningsarbejde, der skal søge at reducere piratkopiering og øge respekten for ophavsretten.
Aftalen er indgået mellem Dansk BiblioteksCenter og Foreningen af danske videogramdistributører, IFPI Danmark, Multimedieforeningen, Nordisk Copyright Bureau, Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund. DBC ejes af Kulturministeriet, Københavns Kommune, Kommunernes Landsforening og Gyldendal.