En enorm gæld har gjort den franske mediegruppe Vivendi Universal medgørlig i kontakterne med den britiske telekommunikationsgruppe Vodafone, der i måneder har ønsket at købe Cegetel, der er et fransk teleselskab.
Vivendi ejer 44 procent af Cegetel - og har dermed haft en kontrollerende position. Hidtil har Vivendi afvist al snak om salg til Vodafone, men nu er selskabet ifølge Wall Street Journal i forhandlinger med briterne om salg af aktieposten.
Vodafone har allerede i nogen tid haft forhandlinger med den anden store aktionær i Cegetel, BT Group PLC, der er meget interesseret i at komme af med aktieposten.
Ifølge kilder tæt på forhandlingerne er Vodafone villig til at betale over 74 milliarder kroner (10 milliarder dollars) for de to aktieposter.
Selv om de mange milliarder vil være kærkomne for Vivendi med en gæld på i alt 142 milliarder kroner (19 milliarder dollars), gør iagttagere over for avisen opmærksom på, at et salg langt fra er sikkert.
Den nye topchef i Vivendi, Jean-Rene Fourtou, er skeptisk ved tankerne om salg, da netop Cegetel er en af de få profitable forretninger i koncernen.
Endvidere har han ikke fremlagt sit bud på en fremdtidige strategi for Vivendi, hvor der er sat navn på de enheder, der skal sælges. Det sker først den 25. september.