Forskningsministeriet har sammen med Kommunernes Landsforening (KL) og Kommunedata startet et pilotprojekt for digitale signaturer, "De Digitale Kommuner". Fra onsdag kan 3.000 borgere i Hedensted, Juelsminde og Tørring-Uldum benytte kvalificerede digitale borgercertifikater til at underskrive deres elektroniske post til kommunen.
Certificeringen gælder også alle medarbejdere i de tre kommuner, ligesom alle kommunale hjemmesider er udstyret med certifikater.
Samtidig med de nye certifikater har de tre jyske kommuner åbnet for en række nye elektroniske servicetilbud. Ud over flytning gælder det bl.a. ansøgning om plads til barn i en daginstitution. Man kan også foretage lægevalg fra kommunernes nye hjemmesider.