På Intel Developer Forum i Shanghai har chipfirmaet fremvist den anden generation af skolecomputeren Classmate. Den billige maskine er Intels svar på XO-computeren fra One Laptop Per Child-projektet. Intel gik sidste år med i bestyrelsen for OLPC, men forlod projektet igen efter kort tid.
Classmate er ligesom XO en billig og robust computer til skolebrug i fattige lande. Den nye version har fået en lidt større skærm - ni tommer i stedet for syv tommer - og den har nu indbygget et webcam. Topmodellen indeholder en Celeron M-processor, 30 GB harddisk og 512 MB RAM.
Intel har ellers netop lanceret en ny mobil-processor til små billige computere, Atom, men først på et senere tidspunkt skal Classmate udstyres med denne processor.
Den nye Classmate kører både med Windows XP og Linux og leveres med et udvalg af undervisnings-programmer.
Prisen for den nye model skulle ligge mellem 300 og 500 dollar og er dermed dobbelt så høj som prisen for XO-maskinen fra OLPC.
Classmate kan også sammenlignes med Eee-pc fra Asus, men Intels computer er dog noget større og ligner mere en rigtig notebook.
Den første version af Classmate er blandt andet solgt til lande som Brasilien, Vietnam, Argentinien, Indonesien og Libyen.