Hardwareproducenter får nu mulighed for at producere mobile terminaler og set-top bokse, der bruger chipproducenten Transmetas Crusoe TM5500 og TM5800 og kører Windows CE.Net - Microsofts styresystem til mobile enheder.
Transmeta oplyser onsdag, at selskabet er blevet certificeret af Microsoft - og dermed har sluttet sig til raden af chipproducenter som Intel, AMD og Motorola.
Selskabet har kun haft sit produkt i handelen i et par år - og lagde ud med at sælge til bærbare computere. Crusoe-processoren har udmærket sig ved at have et lavt strømforbrug.
Det gør den også velegnet til mindre mobile enheder, såsom mobiltelefoner, personlige digitale assistenter og set-topbokse - og det marked går firmaet nu også efter.
For nylig kunne Transmeta oplyse, at dets processor skal bruges i computer-producenten NEC's pc'er. Det bliver den første stationære pc på det amerikanske marked, som vil indeholde en Crusoe-processor.