Netscape har udsendt en ny version af Netscape Communicator pakken, 4.06. Firmaet kalder den nye version for en "service-opgradering", og anbefaler, at alle brugere henter programmet. Det indeholder bl.a. en rettelse til den netop afslørede sikkerhedsfejl i Messenger-klienten, som kan udnyttes af hackere til at sende potentielt farlige programmer. Pakken indeholder også en række nye funktioner, som kendes fra beta-udgaven af Communicator 4.5, eksempelvis understøttelse for "keywords", Internet-nøgleord, som browseren oversætter til egentlige adresser, og "What's Related", der finder lignende hjemmesider ud fra en database hos Netcenter.
Netscape Communicator 4.06 indeholder også, som den første browser-pakke fra firmaet, indbygget understøttelse for Macromedia Flash. Programmet kan hentes fra home.netscape.com.