Den amerikanske pladeindustri bruger juridiske muskler i sine anstrengelser for at stoppe alt, hvad den anser for overtrædelser af ophavsretten til musik på nettet.
Det seneste træk er et sagsanlæg mod nogle af USA's største teleselskaber og netudbydere såsom blandt andre AT&T, Cable & Wireless og Sprint.
Sony Music, UMG Recordings og Warner Records er blandt sagsøgerne, der hiver netudbyderne i retten, fordi de ikke gør nok for at forhindre deres brugere i at nå den kinesisk-baserede musiktjeneste, Listen4ever.com. Det skriver Reuters.
Tjenesten er på engelsk og henvender sig øjensynligt til et amerikansk publikum, der ønsker at downloade MP3-filer.
Derfor burde netudbyderne være mere oppe på mærkerne med at blokere for brugernes adgang til webstedet, lyder argumentet fra pladeselskaberne.
Det har ikke været muligt for pladeselskaberne at finde ud af, hvem der står bag Listen4ever.com.
Sagsanlægget er blot det seneste træk i pladeselskabernes anstrengelser for at hindre kopiering af ophavsretsbeskyttet materiale.
For nylig har deres organisation RIAA været med til at formulere et lovforslag til den amerikanske kongres om, at det skal være muligt at blokere for peer-to-peer-netværk, hvor der bliver udvekslet filer.