Finske Vantaa Energy bygger nordens største trådløse zone - Wi-Fi zone - i byen Vantaa, som med 200.000 indbyggere er Finlands fjerdestørste. Netværket skal starte driften allerede i løbet af sommeren - dog i mindre skala. I første omgang får 5.000 til 10.000 af byens indbyggere adgang til netværket.
»Vores mål er at tilbyde trådløse internetopkoblinger med høj hastighed til konkurrencedygtige priser til alle beboere i Vantaa. Brugerne vil kunne bevæge sig frit i området uden at miste netværksforbindelsen,« siger Kari Hytönen, der er elnetschef hos Vantaa Energy, i en pressemeddelelse.
Selskabet regner med at alle beboere i byen er dækket af det trådløse netværk i slutningen af 2003.
Herhjemme går det fortsat sløvt med udbredelsen af offentlige Wi-Fi zoner. Udviklingen domineres af private initiativer - eksempelvis Valbynet, der har omdannet en del af Valby ved København til en trådløs zone.