På WinHEC-konferencen i denne uge kunne Microsoft-chef Bill Gates afsløre at den næste Windows-generation Longhorn indeholder en slags sort boks, som skal gøre det lettere at finde årsagen til alvorlige systemnedbrud.
Men funktionen bliver allerede kritiseret. Den registrerer nemlig ikke kun de programmer, der kørte inden nedbrudet, men også indholdet i åbne dokumenter.
Den sorte boks er baseret på fejlfindings-værktøjet Watson, som findes i de aktuelle Windows-versioner, men der samles langt flere oplysninger end tidligere.
Microsoft lover dog, at brugerne selv kan bestemme, hvilke oplysninger der skal registreres. Det vil sandsynligvis ske i form af en dialogboks, hvor brugeren kan vælge at overføre alle data til Microsoft, redigere fejlrapporten manuelt eller afvise at sende data. Alle informationer bliver overført anonymt, lover Microsoft.
Firmakunder kan vælge at indstille en central politik for registrering af fejldata og få rapporterne sendt direkte til it-afdelingen. Det bliver eksempelvis muligt at konfigurere firmaets pc'er til at sende oplysninger om åbne websider i Internet Explorer - eller tekstbeskeder indtastet i Instant Messenger.