I takt med at de trådløse forbindelser bliver hurtigere og bedre, stiger efterspørgslen fra virksomheder, der ønsker, at medarbejderne kan være ude hos kunder for at sælge - og stadig være opdateret med de interne systemer.
Et af de selskaber, der udvikler løsninger til opdatering af CRM-systemer og synkronisering af kalendere og e-mails, er danske HandStep. Firmaet har netop fået en ordre af det amerikanske selskab XcelleNet, der udvikler mobil infrastruktur.
HandStep skal udvikle den mobile brugergrænseflade til XcelleNets CRM-system, Vantive fra en af giganterne inden for kundestyringssystemer, PeopleSoft.
Det mobile interface vil blive udviklet med udgangspunkt i HandSteps eget program, SalesManager, der synkroniserer konsulenternes bærbare computer eller håndholdte terminal med virksomhedens CRM-systemer.
Så kan medarbejderen på kundebesøg få offline-adgang til data, såfremt der ikke er mobil dækning
I juni offentliggjorde HandStep en anden aftale - denne gang med Novo Nordisk IT - om at udvikle en løsning til håndholdte terminaler til brug i medicinalindustrien.