TDCs østeuropæiske forbindelser har fremgang. Datterselskabet Bité har øget antallet af kunder med 28 procent de seneste tre måneder. Det har bragt det samlede kundetal op på over 640.000 kunder.
»I første kvartal af i år har der været så hård konkurrence på det litauiske mobilmarked, at prisforskellen mellem operatørerne reelt er forsvundet. Det betyder, at kunderne nu vælger operatør efter hvilke services, der udbydes, og kvaliteten af det enkelte selskabs kundeservice. Udviklingen er blevet yderligere forstærket af, at man nu kan tage sit nummer med sig fra et selskab til et andet. Det er vi meget glade for i Bité, da det har ført til, at kunderne i stort tal vælger os,« siger Jesper Theill Eriksen, administrerende direktør for Bité.
Omkring 15 procent af Bités omsætning stammer fra indholdstjenester.