Den 27. juli modtog Sonofons taletidskunder en SMS om, at de hver dag mellem klokken 6 morgen og 12 middag ville modtage en SMS, hvor deres saldo blev vist.
En service, som skulle spare dem penge og give dem et dagligt overblik over, hvor mange kroner, der er tilbage på kontoen.
Men da de fleste af kunderne modtager saldo-SMS?en før klokken syv om morgenen, står Sonofon ikke med glade velservicerede kunder, men med en række utilfredse kunder, der frabeder sig den ufrivillige morgenvækning.
? Det er helt hen i vejret. En søndag morgen fik jeg beskeden klokken 6.40, og det er altså ikke vanvittig sjovt at blive vækket på det tidspunkt. På intet tidspunkt har jeg modtaget beskeden efter klokken syv, og da jeg ringede til Sonofons kundeservice for at klage, var beskeden, at tjenesten ikke kunne slås fra, og at jeg i øvrigt bare kunne slukke telefonen eller sætte den på lydløs.
Men jeg synes ikke, at Sonofon skal bestemme, hvordan jeg bruger min telefon, siger Marie-Louise Fogh Holm, der bliver Sonofon-vækket hver dag mellem 5.30 og klokken syv.
Brøler rettes
Hos Sonofon erkender markedsdirektør Steen Høgh brøleren.
? Jeg kan godt forstå, at folk synes, det er træls at blive vækket så tidligt. Den daglige saldo-SMS var tænkt som en service til vores kunder, så de ikke behøvede at bruge penge på at ringe ind for at få oplyst deres saldo.
Idéen med at sende den om morgenen var at give kunderne et overblik over, hvor mange kroner, der stod på deres taletidskonto, og om de havde behov for at tanke op, siger han.
Ifølge Steen Høgh arbejder Sonofon på højtryk for at få rykket saldo-SMS?en længere op ad dagen. Inden slutningen af august vil det være muligt at slå servicen fra.