IBM åbner nu et nordisk center for trådløse teknologier baseret på de mikroskopiske radiosendere, de såkaldte RFID-sendere (Radio Frequency IDentification). Med et nyt, dansk udviklet koncept kan centret blive startskuddet et til en revolutionering af detailhandelen, mener IBM.
En lille indbygget chip - en såkaldt RFID-chip - i emballagen på dagligvarer kan fjerne køen ved supermarkedets kasseapparatet, og butikken kan nemmere holde styr på sit lager. Danske supermarkeder er angiveligt langt fremme i den teknologiske udvikling, og det er baggrunden for, at IBM vælger at lægge et nyt center for RFID-løsninger i Danmark.
»I Danmark er vi så langt fremme, at det er oplagt at gå i hælene på de store markeder som USA og Tyskland. IBMs opgave i den forbindelse er at skabe sammenhæng mellem teknologi og forretning,« siger Frank Papsø, Business Development Executive, IBM Nordic.
»Derfor har vi udviklet et shop-i-shop koncept, der gør det utrolig nemt for den danske detailhandel at prøve den nye teknologi af, uden nødvendigvis at lave en total omlægning af deres forretning, som det er sket i Metros tyske fremtidsbutik, hvor IBM har stået for integrationen af en række teknologier, som arbejder sammen med RFID-sendere,« siger han.