Apache gruppen har frigivet den første offentlige beta af deres webserver software, Apache 2.0. Versionen, der kan hentes, bærer nummeret 2.0.16 og man kan hente både kildekode og en kompileret udgave. Den nye udgave er ifølge gruppen testet grundigt, og har i øvrigt kørt gruppens website apache.org gennem de sidste uger.
Apache 2.0 indeholder en række forbedringer i forhold til tidligere udgaver. Apache.org nævner selv en væsentlig hastighedsforbedring, flerprocessering, I/O-filtering og understøttelse af IP version 6 som de største ændringer.
Apache 2.0 er - selvfølgelig - gratis og kan hentes fra apache.org.