På Windows Hardware Engineering Conference (WinHEC) i New Orleans har Microsoft forpligtet sig til at understøtte alle vigtige dvd-formater i sine kommende Windows-versioner.
Det gælder blandt andet DVD-RAM, DVD-RW/-R og DVD+RW/+R formaterne, fortæller Microsoft.
DVD-MRW (Mount Rainier) formatet bliver også understøttet i de næste generationer af Windows.
Philips meddelte så sent som i sidste måned, at Microsoft kun ville understøtte formatet DVD+RW, som er udviklet af Philips, HP, Sony, Ricoh, Mitsubishi og Yamaha.
Men Microsoft har tilsyneladende ikke ønsket at vælge side i den formatkrig, som i øjeblikket raser på dvd-markedet.
Microsoft lover at det ikke bliver nødvendigt at hente og installere drivere for at arbejde med dvd'er i de formater, som understøttes i Windows.