Med Treo 600 går Handspring ind i konkurrencen om de intelligente telefoner. Enheden, der er en kombineret mobiltelefon og lommecomputer, er baseret på Palm OS 5 operativsystem. Dermed vil Handspring - og Palm - udfordre både Microsoft og Symbian-sammenslutningen på et gryende marked for operativsystemer til de kloge telefoner.
Treo 600 er udstyret med farveskærm - og et fuldt QWERTY tastatur. Alligevel er enheden en tand mindre end Sony Ericssons smartphone P800.
Ifølge Handspring drives enheden af en ARM processor. Den har indbygget kamera, og den indbyggede hukommelse kan udvides via SD-porten, der også tillader udvidelser med andre SDIO-enheder - eksempelvis WiFi kort.
Telefonen er udstyret med en browser, der kan surfe på alle websider. Browseren understøtter endog Javascript. Ud over browseren oplyser Handspring ikke hvilken software, der er installeret på enheden.
På sit website skriver Handspring, at Treo 600 forventes på markedet til efteråret.