Skribenten sidder i Minds and Machines laboratoriet på det amerikanske Renssealer Polytechnic Institute i Troy, New York. I det kolde og mørke laboratorium forsøger et nyt forfatterisk talent sig med sine første, små skridt ud i litteraturens verden. Det bliver ikke til lange social-realistiske romaner. De første historier er små noveller, der handler om livet på det lokale universitet. Novellerne sprudler ikke af kreativitet eller opfindsomt sprogbrug, men de er korte og spændende, små hverdagsdramaer fra byen Troy. Forfatteren er lidt begrænset i sit temavalg; fiktionen handler altid om "forræderi", alvorlige eller mindre alvorlige løgne, i alle afskygninger og former. De små noveller er udgivet på Internet under forfatternavnet "Brutus.1". Forfatteren er en computer.
Deep Blue
Kunstig intelligens har fascineret menneskeheden i mere end et halvt århundrede. Lige siden de første computere lærte at lægge to tal sammen har man drømt om en super-computer, der kan tale, tænke og føle som et menneske. En problemknuser, der kan løse alle de gåder, som mennesker ikke kan forstå. Mange års forskning har ikke bragt den kunstige intelligens tættere på at blive realitet, men har snarere vist alle begrænsningerne, der forhindrer den menneskelige hjerne i at blive eftergjort i bits og bytes. Hjernen er et mesterværk, skabt af naturen, der ikke uden videre kan replikeres elektronisk. Det forhindrer selvfølgelig ikke computer-eksperter som Hugo de Garis, der bygger en kunstig hjerne for den japanske regering, i at forudsige en hel bølge af intelligente computere, der snart vil overtage alle kedelige arbejdsopgaver og på længere sigt herredømmet over hele planetten.
De begejstrede tilhængere af kunstig intelligens har altid stået overfor skarpe modstandere som den amerikanske professor Hubert Dreyfus fra Berkeley universitet, der i sin bog "What Computers Can't Do" fra 1978 fastholdt, at computere aldrig kunne løse problemer på samme kreative måde som mennesker. Forskningsområdet udvikler sig ikke hurtigere, end at Dreyfus i 1992 kunne udsende en ny udgave af bogen med titlen "What Computers Still Can't Do", hvor han fremfører de samme meninger. Dreyfus benytter skakspillet som eksempel på et område, hvor den kunstige intelligens ikke kan overtrumfe mennesket.
Denne profeti blev knust i 1997, hvor IBMs super-computer Deep Blue sejrede over skakstormester Gary Kasparov i en meget omtalt dyst i New York. Det er siden diskuteret voldsomt, om det var Kasparovs fejl eller Deep Blue's intelligente spil, der førte til sejren for elektron-hjernen, men det mest overraskende var måske, at den menneskelige spiller viste en form for ængstelse overfor computeren. Den kolde og "dumme" computer havde forvandlet sig til en ganske alvorlig modstander for Kasparov.
Den amerikanske computer-ekspert Alan Turing opdagede allerede i halvtredserne, at mennesket kunne snydes til at tro, at computeren var mere end blot et program, men et nyt væsen med ægte intelligens. Han formulerede derfor Turing-testen, en intelligenstest for computer-systemer, der måler deres evne til at snyde mennesket. En menneskelig deltager placeres i et lukket rum og sættes til at kommunikere med en anden deltager gennem computeren. Hvis mennesket ikke er i stand til at afgøre, om det er et menneske eller en computer, der sidder i den anden ende, har computeren vundet. Testen er ikke uden fejl; den lægger stor vægt på programmets evne til at opbygge en dialog, der forekommer menneskelig, men siger ikke noget om computerens faktiske formåen eller intelligens.
Historier
Professor Selmer Bringsjord fra Rensselaer Polytechnic Institute har ikke meget tilovers for Deep Blue eller Turing-testen. Hans forslag til en intelligenstest for maskiner lyder således; kan computeren fortælle en historie? Bringsjord mener, at man først kan tale om bevidsthed i en maskine, når den er i stand til at leve sig ind i andre personer, som det er nødvendigt når man skriver en historie. Programmet skal samtidig kunne konstruere en dialog og skifte mellem forskellige synspunkter for at opbygge en troværdig historie. Den amerikanske bevidstheds-forsker Roger Schank fra Northwestern University har postuleret, at næsten hele menneskehedens viden er lagret som historier. Når man viderebringer viden, sker det ofte som små historier, og når man tænker på noget, som man har lært, får det automatisk form som en historie.
Bringsjords forslag om historie-testen som den rigtige prøve, der afslører om computeren gemmer ægte intelligens, er ikke helt uselvisk. Professoren har forsket i dette område i mange år og udviklet et program, Brutus.1, der skriver korte noveller uden indblandning fra mennesker. Den kunstige forfatter er skabt med understøttelse fra Apple, IBM, Luce Foundation og den amerikanske National Science Foundation. Tilsammen har professoren modtaget næsten fem millioner kroner i støtte til sit forskningsprojekt, der skal udforske grænserne mellem det menneskelige forfatterskab og computerens evne til at skrive historier. Målet er at skabe en virtuel forfatter, der konstant og utrætteligt skaber ny fiktion og måske bliver en evig kilde til rigdom for sine skabere; Bringsjord har sikret sig alle rettighederne til sin nye elektroniske skabning.
Endnu er Brutus.1 ikke på linje med Kafka, Joyce eller Dante. Programmet kan endnu ikke skrive store romaner, hvor handlingen skal fortsættes og udvikles gennem mange kapitler. Det har indtil nu kun skabt korte noveller, der kan læses på Internet. Men Bringsjord forestiller sig, at sådanne intelligente forfatter-programmer i fremtiden kan indbygges i hjemmets underholdningssystemer. Et program, der aldrig løber tør for underholdende godnat-historier til børnene. Eller hvad med fremtidens computer-spil, hvor handlingen opfindes igen og igen? Et sådant spil vil aldrig blive kedeligt; det vil hele tiden ændre sig og udvikle nye handlingsforløb og karakterer.
Professor Bringsjord forestiller sig, at programmer som Brutus.1 kan gøre drejebogs-forfattere til de uendelige amerikanske tv-serier overflødige. Handlingen følger jo ofte et fast mønster, mener han, som programmet kan genkende og bygge videre på. Antallet af drejebogs-forfattere til en serie kan måske reduceres fra fem til to. Ideen siger nok mere om tv-seriernes kvalitet end de banebrydende udviklinger indenfor kunstig intelligens.
Litteratur som matematik
Brutus.1 er resultatet af syv års udviklingsarbejde, hvor menneskelige begreber som "kærlighed" og "misundelse" er blevet oversat til matematisk form. Bringsjord opdagede hurtigt, at man var nødt til at begrænse udvalget af temaer; begrebet "forræderi" blev valgt og de mange forskellige former af denne menneskelige egenskab omsat i computer-læsbar form. Programmet skulle fodres med informationer om personer, motiver, handlingsforløb, navne og andre data, som sammen danner den færdige historie. En central del af programmet er en tilfældighedsgenerator, der udvælger tilfældige personer, motiver og handlinger. Jo flere data, man har fodret programmet med, jo større bliver variationen.
Den kunstige forfatter kan indtil videre kun producere historier, der er kortere end 500 ord og foregår i nærheden af universitetet. Brutus.1 skriver to minutter på hver historie - men det er ikke alle resultater af det virtuelle forfatterskab, der egner sig til offentliggørelse.
En hurtigere efterfølger, Brutus.2, er allerede under udvikling. Den kan selv læse tekster og analysere deres indhold. Programmet bliver dermed klogere og klogere.
Læs interviewet med professor Selmer Bringsjord.
Selmer Bringsjords hjemmeside
http://www.rpi.edu/~brings
Historier, skrevet af Brutus.1
http://www.rpi.edu/dept/ppcs/BRUTUS/brutus.html
Minds and Machines Lab
http://www.rpi.edu/dept/ppcs/MM/mm.uc.html
