MMS - Multimedia Messaging. Sådan hedder efterfølgeren for de populære SMS beskeder. MMS kan indeholde både tekst, billeder og lyd, og både Nokia og Ericsson arbejder i øjeblikket på udviklingen af det nye format. Det skriver Computerworld Online.
MMS blev præsenteret af Nokia på den netop afsluttede 3GSM World Congress i Cannes. Systemet forudsætter, at både GPRS-telefonerne og mobilnettet skal tilpasses den nye teknologi. Ifølge nyhedstjenesten forventer Nokia at kunne præsentere de første MMS-servere allerede i andet kvartal, mens Ericssons MMS-produkter først kommer på markedet i fjerde kvartal.
MMS beskederne kan indeholde mellem 30 og 100 kilobyte data, hvor nutidens SMS beskeder kun kan indeholde 160 tegn. Det anslås at prisen for at sende de nye MMS beskeder vil ligge på mellem 2 og 15 kroner. Nuværende SMS'er koster cirka 0,50 kroner.
(Kilde: Computerworld Online)