Kvartalsregnskaberne fra de store amerikanske og europæiske teknologivirksomheder fortsætter med at komme i en lind strøm. Således er også verdens andenstørste chipproducent AMD på banen med tal for andet kvartal.
Ligesom rivalen Intel, oplevede AMD en fremgang i omsætningen. AMD's omsætning steg med 96 procent i forhold til samme kvartal sidste år til 1,262 milliarder dollars eller godt 7,5 milliarder danske kroner. Resultatet blev på knap 190 millioner kroner mod et underskud sidste år på over 800 millioner kroner.
Det er især salget af Spansion flash-hukommelse, som bidrager til AMD's pæne regnskabstal. Men også AMD's 64-bit processorer, Opteron og Athlon64, bidrog positivt til bundlinien.