Kulturminister Elsebeth Gerner Nielser klipper senere i dag den røde snor til den nye Internet-portal FINFO. Her finder man informationer om det danske samfund og links til kultur, politik og nyheder. Alle informationer er tilgængelige på 11 forskellige sprog. Der kan navigeres på tværs af sprog, emner og geografi.
Det teknisk usædvanlige ved FINFO er, at systemet kan håndtere forskellige alfabeter inden for samme system. Endnu mangler tre ud af de 14 sprog, som systemet skal kunne understøtte.
FINFO startede i 1996 som et udviklingsprojekt på Århus Kommunes Biblioteker og fik senere støtte fra Biblioteksstyrelsen til at blive et landsdækkende netværk. I dag indeholder systemet informationer fra 50 kommuner og amter.
De 11 understøttede sprog er albansk, arabisk, bosnisk/kroatisk/serbisk, dansk, engelsk, fransk, kurmaji, persisk, somali, tyrkisk og vietnamesisk. Senere kommer sorani, urdu og tamil.