Den offentlige betaversion kan købes formedelst 30 dollar, cirka 260 kroner, fra Apples hjemmeside. Den endelige version af styresystemet forventes klar om et halvt år. Det skriver IDG online.
Det nye styresystem burde køre på alle Macintosh PowerPC’er. Man skal dog være opmærksom på, at der kan opstå problemer hvis man er ejer af de første PowerPC’er eller hvis man har installeret nye processorkort.
Version X bryder med de tidligere versioner af Apples styresystem, idet det er baseret på Unix. Apple har dog beholdt Mac-brugergrænsefladen – og systemet kan stadig køre de gamle Mac-programmer.
Apples topchef, Steve Jobs, fortalte under lanceringen af styresystemet, at version X er det teknisk mest avancerede styresystem nogensinde, skriver IDG online.