En norsk kvinde har været lidt for hurtig ved tasterne, da hun var inde på sin netbank og tastede forkert. På denne måde sendte hun 500.000 norske kroner (cirka 450.000 danske kroner) til en ukendt bankkonto.
Pengene endte på en kontanthjælpmodtagers bankkonto, og han har været hurtig til at formøble de fleste af pengene. Og det er ikke realistisk, at vedkommende nogensinde ville kunne betale pengene tilbage.
Den norske forbrugerminister er rystet over situationen, og vil styrke netbank-kundernes sikkerhed. Hun vil tage sagen op med justitsministeren for at se nærmere på finansaftaleloven, som bestemmer, hvad der skal gøres ved fejl og misbrug af konti, skriver Computerworld Norge.