Koreanske WiderThans har overvældende succes blandt landets mobiltelefonbrugere med summetone-tjenesten Coloring.
Tjenesten tilbyder brugerne mulighed for at vælge mellem en lang række summetoner, som folk, der ringer til ens mobiltelefon, kan høre.
"Den erstatter din normale summetone med musik eller andet indhold," siger Jonathan Kim fra WiderThan.
Coloring blev lanceret i Korea for 15 måneder siden, og anvendes af 35 procent af SK Telecoms abonnenter.
Ikke overraskende er tjenesten især populær blandt teenagere, men der er også stor interesse for tjenesten blandt de 20-30-årige.
Jonathan Kim oplyser, at summetonerne i modsætning til ringetonerne består af originale indspilninger. Brugerne kan vælge mellem 30.000 lokale og globale hits.
Prisen er i Sydkorea et månedligt abonnement på 1 dollar, hvorefter brugerne har adgang til at hente summetoner for 60 cent pr. stk. Summetonerne lagres ikke på telefonen, men på netværket.
WiderThan forventer, at kunne tilbyde tjenesten i Europa fra midten 2004. Analyselskabet Mobile Streams vurderer, at tjenesten får massiv succes i Europa.