Computerworld er med i disse dage, hvor 300 it-folk holder festival midt ude i en skov med højhastigheds fiberkabel, demoudvikling og hygge.
En gang om året mødes danske og udenlandske it-folk til en fælles festival ude i en skov ved Gelsted på Fyn. Festivalen holdes i en spejderlejr, og når nu spejderne er vant til at kunne klare sig selv i naturen, så må it-folkene følge trop.
Og det gør de så – men på en helt særlig facon. Der bliver således trukket et højhastigheds fibernetkabel fire meter over en vej op til et tårn for at etablere en respektabel internetforbindelse i lejren, for det kan man naturligvis ikke klare sig uden.
Deltagerne bor i telte og campingvogne, og i løbet at ugen er der foredrag og forskellige arrangementer.
Men for det meste hygger folk sig bare sammen og arbejder på forskellige hobbyprojekter. Såsom at programmere imponerende lysshows, som man kan vise frem til hinanden om aftenen.
BornHack startede for ni år siden som et lille arrangement på Bornholm – deraf navnet. Men efterhånden som festivalen blev mere populær, var det også nødvendigt at finde et større sted, og her faldt valget altså faldt på en spejderlejr på det sydvestlige Fyn. Men man har altså beholdt navnet.
Men hvor mange festivaler – heriblandt Silicon Valleys kronjuvel Burning Man –efterhånden er blevet overtaget af kommercielle giganter, så bliver BornHack stadig drevet af frivillige, der sætter deres telte og it-udstyr op ude i skoven og hygger sig.
Undervejs er er der foredrag, konkurrencer og forskellige arrangementer. Om aftenen åbner baren, og så er der hyggeligt samvær med andre ligesindede. Du kan se hele programmet her, og kan også lige nå at være med, hvis du alligevel er på de kanter; årets festival har nemlig først sidste dag i morgen tirsdag.
BornHack varer indtil den 23. juli, og man kan købe endagsbilletter for 330 kr.
BornHack er delvist sponseret af Jobindex A/S, der ejer Computerworld A/S.