Blandt de nye produkter fra Seagate er den første 1-tomme-harddisk med 5 GB lagerplads og den første enterprise-harddisk med plads til 500 GB. Seagate har også lanceret en ny 400 GB harddisk til personlige computere, Barracuda 7200.8, som understøtter det nye SATA (Serial ATA) interface.
Enterprise-harddisken NL35 indeholder fire plader med en samlet kapacitet på 500 gigabyte. Harddisken arbejder med 7.200 rpm og sælges kun med Fibre-Channel-interface. Først til næste år kommer en SATA-version.
De nye Cheetah 15K.4 modeller er den fjerde generation af Seagates hurtigste harddiske med 15.000 omdrejninger i minuttet. Cheetah 15K.4 kommer i tredje kvartal med 36, 73 og 146 GB lagerplads.
Cheetah-serien med 10.000 rpm er allerede nået til syvende generation, 10K.7, som lanceres sidst på året med 73, 146 og 300 GB.
Den nye Barracuda 7200.8 til almindelige desktop-pc'er har plads til 400 GB på tre plader og indeholder en cache på 16 MB. Harddisken understøtter Ultra-ATA og det nye SATA-interface.
Seagate vil også sælge en speciel harddisk til digitale videomaskiner og hjemme-servere, DB35, der ligeledes har en maksimal kapacitet på 400 GB.
I den anden ende af skalaen findes det lille Compact Flash Photo Hard Drive med 2,5 og 5,0 GB, som kun måler 1 tomme og bruger et CF-interface. Mini-harddisken skal markedsføres som et alternativ til dyre Flash-hukommelseskort til digitale kameraer.
Producenten har også annonceret en ekstern 2,5-tommers harddisk med 100 GB, som skulle være mindre end andre eksterne modeller på markedet, en større ekstern harddisk med 400 GB lagerplads og en mini-harddisk i lommeformat, USB 2 Pocket Hard Drive, med plads til 5 GB.