Den såkaldte FRA-lov blev vedtaget i den svenske Riksdag onsdag aften og gør dermed Sverige til et af de lande i verden, der går længst i overvågningen af den elektroniske kommunikation. Forsvarets Radioanstalt skal fremover registrere al internettrafik som går ind og ud af Sverige.
Men allerede sidste sommer - et helt år inden FRA-loven blev vedtaget i Riksdagen - underskrev Forsvarets Radioanstalt en ordreseddel på en ny supercomputer fra HP, som nu skal bruges til at analysere den enorme trafik i det svenske net og søge efter bestemte nøgleord.
Netop denne filtrering og det faktum, at supercomputeren ikke kan skelne mellem kommunikation mellem personer i Sverige og beskeder, der udveksles på tværs af grænserne, har været genstand for politisk diskussion op til lovens vedtagelse.
Supercomputeren kan heller ikke afgøre, om der f.eks. er tale om beskyttet kommunikation mellem en journalist og en kilde.
Mange af verdens autoritære regimer drømmer om at kunne overvåge den elektroniske kommunikation i det omfang, som nu bliver muligt i Sverige - men de har ikke de tekniske ressourcer til det.
HP-supercomputeren har gjort det muligt for svenskerne at realisere det, som på papiret ligner en umulig opgave.
På den aktuelle liste over verdens 500 hurtigste supercomputere, der blev offentliggjort i denne uge, kommer den hemmelighedsfulde svenske maskine ind på en 11. plads. Det er formentlig sket efter pres fra leverandøren HP - svenskerne har ikke selv udtalt sig om systemet.
Det menes at FRA har betalt omkring 60 millioner kroner for supercomputeren, der beskrives som en HP Cluster Platform 3000BL med Intel Xeon 53xx 2,66GHz processorer.
Det samlede antal processor-kerner er opgjort til 13.728 og regneydelsen skulle ligge på 102,8 teraflops. Det menes dog at den faktiske ydelse kan være næsten dobbelt så stor.
Til sammenligning har de hurtigste danske supercomputere en regnekraft på mindre end 10 teraflops - og Danmark er da heller ikke med på den aktuelle top-500-liste.