Blizzard Entertainment har været en gigant i spilindustrien siden 1990’erne og har skabt ikoniske spil som World of Warcraft, Diablo og StarCraft.
Men bag succesen gemmer sig en historie om kreativitet, magtkampe og kulturelle skandaler.
Det er denne historie, som Jason Schreier folder ud i sin nye bog Play Nice: The Rise, Fall, and Future of Blizzard Entertainment. Bogen giver et sjældent indblik i spilindustriens dynamikker set gennem Blizzards udvikling og interne konflikter.
Schreier har baseret sin anmelderroste bog på interviews med over 300 tidligere og nuværende medarbejdere. Han kombinerer sine egne skarpe observationer med personlige historier.
Resultatet er en spændende skildring, der sætter spotlight på både glæder og sorger i spil-industrien. Blizzard blev grundlagt i 1991 af tre UCLA-kandidater med et simpelt mål: At lave spil, de selv ville spille.
Det koncept gav os klassikere som Warcraft og Diablo, og Blizzard opbyggede et ry som en kreativ kæmpe, der satte spillerne i centrum.
Helt centralt i Blizzards tidlige år var filosofien "it's ready, when it's ready". Som Schreier beskriver det, så var den kreative filosofi en afgørende del af virksomhedens DNA. Spillene skulle bare virke, før de blev lanceret, for ellers ville spillerne blive skuffet.
Men bogen viser også, hvordan denne kreativitet gradvist blev undermineret af stramme deadlines og et stigende fokus på bundlinjen, især efter fusionen med Activision i 2008.
Play Nice dykker også dybt ned i Blizzards mere dystre kapitler.
Det gælder både seksuel chikane, diskrimination og den såkaldte crunch-kultur, hvor spiludviklerne blev tvunget til at arbejde under ekstreme forhold med urimelige deadlines.
Schreier fremhæver i bogen, hvordan disse problemer både påvirkede medarbejderne, men også i høj grad bidrog til, at Blizzards omdømme efterhånden mistede meget af sin glans.
På den måde bliver Play Nice også en historie om mange af de ting, som spilindustrien har kæmpet med i årevis. Herunder både kulturen, men også den konstante balance mellem kreativitet og kommercielle interesser.
Det er i øvrigt et emne, som Jason Schreier tidligere har beskrevet i bogen Blood, Sweat, and Pixels om, hvordan de bedste computerspil blev til.
Og så hører det selvfølgelig også med til historien, at Blizzard bestemt ikke har overgivet sig. Firmaet blev købt af Microsoft i 2023 for omkring 500 milliarder kroner – hvilket trods alt også er en slat – så spillet om Blizzards univers er langt fra ”game over."