I marts måned afbrød Tele2 samarbejdet med Accenture efter et forløb, hvor Tele2 følte, at nye ekstraregninger hele tiden dukkede op fra Accenture. Nu har norske Lånekassen, der er en pendant til den danske SU-styrelse, også vist Accenture vintervejen, efter at Accenture har brudt betingelserne for et vundet udbud.
Accentures ramme for udvikling af systemerne lå på 150 millioner norske kroner. Men efter at have arbejdet på en plan i flere måneder fremlagde Accenture en plan, som overkred den ramme. Ifølge Lånekassen var rammen kendt af Accenture, hvorfor Lånekassen nu har valgt at afbryde samarbejdet.
»Løsningsforslaget som blev udarbejdet i designfasen lader sig ikke realisere inden for omkostningsrammen. Lånekassen har derfor ingen mulighed for at gå videre med Accenture. Lånekassen ser nu på andre muligheder,« udtaler Lånekassens direktør Bertil Tiusanen til Dagensit.no.
I Danmark har Accenture også trukket en del negativ omtale. Københavns Kommune smed sidste år konsulenthuset på porten efter et langt forløb med en mislykket implemtering af kommunens lønsystem.