EU’s forbrugerorganisationer sætter nu kløerne i flere af verdens største spilfirmaer, herunder Epic Games, Electronic Arts og Roblox.
Virksomhederne anklages for at vildlede forbrugere, især børn, til at bruge penge i deres spil gennem såkaldte "premium"-valutaer og digitale genstande, som gør det svært for spillerne at gennemskue de reelle omkostninger.
Klagen blev indgivet torsdag af den europæiske forbrugerorganisation BEUC sammen med 22 af dens medlemmer fra lande som Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien.
"Regulatorerne skal gribe ind og sende et klart signal om, at selvom spilverdenen er virtuel, skal den stadig overholde reglerne fra den virkelige verden," udtaler BEUC's generaldirektør, Agustin Reyna, i en pressemeddelelse.
Samtidig peger organisationen på, at forbrugernes rettigheder ofte krænkes, når de forsøger at få refusion eller assistance i forbindelse med brugen af premium-valutaer i spil.
Klagen er rettet til både Europa-Kommissionen og det europæiske netværk af forbrugermyndigheder.
Udnytter børns sårbarhed
Bekymringer om børns afhængighed af videospil har været stigende i de seneste år, og flere forældre hævder, at spilfirmaerne bevidst har designet deres produkter til at skabe afhængighed.
Især brugen af in-game-valutaer, der gør det svært at gennemskue, hvor meget man reelt bruger, er kommet under lup.
BEUC fremhæver, at virksomhederne er klar over børns sårbarhed og udnytter dette ved at lokke dem til at bruge flere penge.
Klagen retter sig også mod Microsofts nyindkøbte Activision Blizzard, Mojang Studios, Supercell, som er majoritetsejet af den kinesiske tech-gigant Tencent, samt den franske spiludvikler Ubisoft.
EU-myndighederne bliver nu opfordret til at gribe ind og sikre, at spilfirmaerne overholder de gældende forbrugerbeskyttelsesregler.