Jesper Angelo

De færreste har hørt om Linux-styresystemet, men der findes mange gode grunde til, hvorfor man bør beskæftige sig med dette spændende system. Linux er vokset ud af UNIX-verdenen og repræsenterer specielt i netværks-verdenen et godt alternativ til Windows eller Netware. Linux er perfekt til brugere, der elsker at rode med systemets indre dele, mens den gængse pc-bruger, der blot ønsker at alting skal fungere, nok kun i begrænset omfang vil få fordele af styresystemet. Linux er tilmed ganske gratis. ComON har snakket med en dansk Linux-ekspert, Jesper Angelo, der fortæller om styresystemet. Jesper Angelo står bag et dansk web-sted om Linux, på adressen www.linux.dk.


ComON: Prøv at beskrive Linux kort. Hvad kendetegner dette styresystem i forhold
til eksempelvis Windows?


Angelo: Linux er et UNIX-lignende operativ system og er ækvivalent med f.eks.
Windows 95 på PC eller MacOS på Apple Macintosh. Kernen af systemet er
lavet af en finne ved navn Linus Thorvalds, men systemet vedligeholdes i
dag af programmører i hele verden. Meget mod hvad visse skeptikere gerne
vil påstå, så ER det i dag et fuldt udviklet UNIX system, der overholder
alle standarder og har alle de faciliteter som andre UNIX systemer, eller
NT/Windows, har.


Noget af det der er specielt ved Linux, er at det er udviklet "for nyligt"
(1990), og derfor fra starten af har været et velfunderet, netværks-orienteret 32-bit operativsystem; det er simpelthen bygget på den massive arv som
UNIX-verdenen har bygget op igennem 20 år. Det vil jo også sige at Linux som
produkt har det, som f.eks. Microsoft med deres Windows NT endnu ikke har haft held
med at bygge.


Linux er, som andre UNIX systemer, bygget med stabilitet for øje. I den
traditionelle PC/Mac strategi, skal alt være stabilt, og når én ting går
galt så vælter korthuset. I UNIX verden har man altid vidst at programmer
var en noget ustabil størrelse, så programmer kan gå ned uden at påvirke
resten af systemet. Når man til daglig sidder som netværksadministrator ved
man hvor frustrerende det er at bede hele virksomheden om at lukke deres
arbejdsstationer og holde 10 minutters pause fordi et eller andet
ubetydeligt er gået galt på NT serveren og den skal genstartes. Det skal
man ikke på Linux.


En anden ting er netværk, der jo er så vigtigt i disse år. Det kan stadig
være en noget langhåret procedure at få Pc'er til at fungerer i netværk,
specielt på tværs af platforme. Linux understøtter fuldt alle typer netværk
man måtte have i virksomheden, Macintosh, Windows, UNIX, Novell etc. Det er
rent faktisk svært at sætte et Linux system op helt uden netværk! Selv hvis man
vil have en enkeltstående maskine, så kører der stadig et ægte netværk
nedenunder, maskinen er så at sige i netværk med sig selv. Det har den
fordel at næsten al kommercielt brugbart software, der udvikles til Linux,
på et eller andet plan er netværkssoftware, noget der klart vil få
betydning i OS-kampen de næste par år.


Endeligt er der jo det faktum at Linux er gratis. Det er ofte det der
skræmmer beslutningstagere mest, ud fra devisen at hvis det er gratis kan
det jo ikke være noget værd. Jeg mener at det var det samme argument der
for ikke så mange år siden var fremme mht. Internettet!


ComON: Linux stammer jo fra UNIX-verdenen, der traditionelt er forbeholdt meget
erfarne computerbrugere. Mener du, at Linux også er et alternativ for den
almindelige privatbruger?


Angelo: Både ja og nej. Linux er i dag ude i nogen distributioner der ikke lader
Windows og Macintosh noget tilbage i brugervenlighed; systemer hvor alt
konfigureres igennem dialogbokse med online-hjælp etc. Forskellen til
Windows er bare at alle konfigurationer gemmes i tekstfiler, som man kan rette i
manuelt, hvis man ER erfaren. Igen er det en misforståelse, og et meget
højt reklamebudget hos Microsoft, der gør at folk er skræmt af de kryptiske
konfigurationsfiler. Som gammel Windows programmør (og Microsoft Certified
"Professionel") vil jeg faktisk hævde at specielle ønsker mht.
konfigurering og, ikke mindst, fejlretning kræver væsentlig mere erfaring
på Windows platformen, netop fordi alting er skjult.


På den anden side så er Windows 95 - når først det virker - meget nemt at bruge for slutbrugeren.
Linux bliver for hver måned der går lettere og lettere, men hvis man er
total grøn og bare ønsker at skrive lidt breve i ny og næ har Windows
bestemt sin berettigelse. Jeg anbefaler i dag hovedsagelig Linux til det
man vil kalde let øvede, og så selvfølgelig som servere. Det kommer jo
altid an på hvad man skal bruge sin PC til. Arbejder du med beregningstunge
problemer, det der går under betegnelsen "number crunching", som f.eks. løn
og regnskabssystemer, 3D grafik, avanceret matematik og kryptografi, vil
jeg til hver en tid anbefale Linux på slutbruger maskinerne. Grafikken til
filmen "Titanic" er jo f.eks. lavet på Linux. Sådan som hhv. Linux og
Windows ser ud i dag er den bedste løsning for virksomheder da også at have
Linux servere med Windows 95 eller Macintosh som arbejdsstationer.


ComON: Hvor stort et programudbudet til Linux systemet? Hvilken Internet browser
vil du eksempelvis anbefale, hvis man kører under Linux?


Angelo: Der er nok ingen vej uden om at der p.t. er flest programmer til Windows
og Macintosh, men det holder nok ikke mere end lige dette årtusind ud. Med
nye teknologier bliver platforms-uafhængig udvikling lettere og lettere, så
software kommer til alle platforme samtidigt, og nye sprog som Java gør at
samme program kan bruges på alle platforme. Senest på Cebit messen, blev en
100% Java Office pakke kaldet Applixware præsenteret, hvor samme program
kan køre både på Mac, Windows og Linux. Mht. browser er jeg stadig stabil
bruger af Netscape Navigator, der er et glimrende eksempel på et
multiplatforms program. I visse tilfælde er Linux versionen faktisk kommet
før nye versioner på de andre platforme. Også et spil som det meget
populære Quake, bliver udviklet på Linux pga. de meget stærke
udviklingsværktøjer der er til rådighed, og derefter flyttet til
DOS/Windows. Udviklingsværktøjer der i øvrigt også er gratis. Generelt er
UNIX og Linux meget stærkt repræsenteret softwaremæssigt, og førende når
det kommer til netværks software.


ComON: Hvilke fordele har Linux, hvis jeg vil installere en web-server? Er Linux
mere stabilt end Windows NT?


Angelo: Igen, netop fordi netværk er så fundamentalt i operativsystemet er Linux
et uovertruffen valg til alt der har med netværk og Internet at gøre. Det
ER mere stabilt, og du HAR flere muligheder for at skabe det produkt du
ønsker end med de gængse NT/Mac løsninger, specielt for virksomheder, der
typisk ønsker mere end blot en enkelt side med deres navn og telefon
nummer. Et af de problemer man som konsulent oftest render ind i er
firmaer, der er startet med en NT løsning fordi "det er så nemt", og så
render hovedet mod muren når de vil lave bare lidt ud over det ordinære.
Det er ikke fordi at Microsoft er specielt dårlige til at programmere, de
mangler bare erfaring med Internettet, og har som følge deraf samtlige
børnesygdomme, noget som virksomheder især hverken kan, skal eller bør leve
med, men desværre ofte gør alligevel. Meget interessant er det da også at
det populære webserver-program Apache, der står for over halvdelen af
hele verdens webservere, primært er udviklet til UNIX platformen. Igen et
gratis produkt som Microsoft gang på gang "glemmer" at tage med i deres
sammenligninger. Kort sammenfattet kan man altså, ved at vælge
Linux/Apache, opstille en velfungerende, driftsikker, skalerbar webserver
med alle de features hjertet måtte begærer for nul kroner.


ComON: Du er med i et nyt tiltag, der skal forene kræfterne bag Linux. Hvor stor
er brugerskaren bag Linux i Skandinavien? Linux blev jo oprindelig udviklet
i Finland ...


Angelo: Der er ingen der helt har tal på det. Linux kommer fra
universitetsmiljøet, hvor brugerskaren er meget stærkt repræsenteret,
blandt andet fordi det jo er gratis, et af de bedste salgsargumenter
overfor studerende, men udenfor universiteterne er det svært at sige. Det
eneste der er interessant er at der indenfor bare det sidste år er en helt
markant stigning i antallet af mennesker, der kender navnet Linux. Indenfor
IT branchen selv kender stort set alle efterhånden navnet og nysgerrigheden
er efterhånden enorm omkring den her "underlige gratis ting". Også
stigningen i kommercielt tilgængeligt Linux software bevidner at der ikke
længere er tale om et hyggeligt hobbyprojekt, men et reelt alternativ til
de mere etablerede operativsystemer.


ComON: Fortæl lidt om den nye hjemmeside, www.linux.dk, og dine planer for dens
videre udvikling.


Angelo: Hjemmesiden www.linux.dk, eller linux.dk som vi bare kalder projektet,
har til hovedformål med tiden at blive en form for startsted, en paraply,
for alt der har med Linux at gøre. Dvs. at alle fra administratorer til
slutbrugere vil kunne finde information om software og hardware til Linux
og information om konfiguration af Linux systemer, og så meget som muligt
af det på Dansk. Vi vil simpelthen prøve at gøre det så let som muligt for
Linux brugere at benytte deres PC i deres daglige virke. Ud over det vil vi
gerne skabe et hjemsted for danske Linux projekter. Alle der
har et dansk eller skandinavisk udviklet Linux produkt vil kunne få en
hjemmeside eller et link til deres produkt hos os. Ligeledes udvikler vi
diverse fora til Linux brugere, således at man kan finde hinanden. Dette
bliver med tiden ved hjælp af f.eks. en fast bemandet IRC kanal,
nyhedsgrupper (usenet), mailing lister, push tjeneste med de seneste
nyheder etc.

Vi er jo lige startet, så i første omgang leder vi stadig
efter frivillige der vil hjælpe til, og så er vi lige nu i gang med at
bygge de værktøjer der skal til, således at brugerne selv skal kunne
vedligeholde de fleste information uden indblanding fra vores side; jeg
tænker her især på så noget som Gule Sider, firmaers produktinformation
osv. Linux.dk er som Linux selv nonprofit og kan derfor være og er baseret
på del og hersk princippet. Min største bekymring er at erhvervslivet vil
være tilbageholdende, blandt andet fordi det er frivilligt og nonprofit,
men jeg håber da at de vil afsætte ressourcer til at indgå i projektet,
således at vi kan få en sund ligevægt imellem de private brugere og
erhvervslivet.


ComON: Linux kan jo hentes fra nettet, men de fleste brugere vil nok foretrække
at installere det fra en CD-ROM. Hvis man som dansk bruger ønsker at lære
Linux verdenen at kende, hvor kan man så bestille styresystemet?


Angelo: Enten kan man købe det via Internettet. Det tager typisk under en uge
fra man bestiller f.eks. en RedHat version (www.redhat.com) til den
ankommer med posten; dejligt nemt og lige til. Ud over det, så ligger de
fleste software forretninger efterhånden inde med Linux på CD, så
alternativt kunne man smutte ned til den lokale software pusher og hente
den der.




    Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    EG Danmark A/S
    Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

    Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

    18. september 2024 | Læs mere


    Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

    Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

    25. september 2024 | Læs mere


    NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

    Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

    26. september 2024 | Læs mere