Iomega startede produktionen af sine ZIP-drev i 1995 - lagringsenheden der gik hen og blev en af årtiets største it-succeser. Men i dag er der så mange andre alternativer, så ZIP-drevet kan ikke lokke nye kunder til. Nu vil Iomega forsøge et comeback med et anderledes, diskbaseret drev.
Leverandøren har investeret 18 millioner dollar i udviklingen af den nye harddisk-baserede lagerenhed »Rev«.
Nyheden skal blandt andet sendes ud gennem partnere. På OEM-siden arbejder Iomega sammen med NEC, Fujitsu Siemens og IBM. Desuden skal forhandlere medvirke til at udvikle brancheløsninger, skriver det tyske Computer Reseller News.
I dag har Iomega røde bundlinjetal, ikke mindst fordi det hendøende ZIP-drev udgør 50 procent af virksomhedens samlede omsætning. Iomega-direktør Werner Heid forventer ikke, at det nye lagermedie vil skaffe et plusresultat her i 2004 - dertil har udviklingsomkostningerne været for store - men Rev-produkterne skal i de følgende år påny gøre Iomega til en sund forretning, fastslår han.