Efter længere tids rygter er PalmOne nu klar med sin første lommecomputer med indbygget harddisk. Den første LifeDrive-model er udstyret med en 4 GB harddisk, Bluetooth og WLAN. PalmOne fremhæver at lommecomputeren kan bruges til at opbevare og transportere digital musik, videoklip, billeder og dokumenter.
For nogle brugere kan LifeDrive ligefrem erstatte den bærbare computer, mener PalmOne. Med den nye model er det blandt andet muligt at surfe trådløst på nettet, hente post fra Exchange-servere og bearbejde Microsoft Office-dokumenter.
Den er desuden udstyret med en TFT-farveskærm på 480 x 320 billedpunkter og indstikplads til hukommelsesplads.
En række applikationer, som normalt ligger i lommecomputerens ROM-lager, er flyttet over på harddisken. Det betyder, at der kun er omkring 3,85 GB fri plads på harddisken.
LifeDrive kan købes fra i dag og koster 549 euro i grundmodellen med 4 GB harddisk, 64 MB hukommelse og Intel XScale 416 MHz processor.