En privat internet-kunde hos TDC, Tele Danmark, fik sig en gevaldig overraskelse, da telefonregningen ankom. Hele 30.969 kroner lød regningen på. Hendes computer havde automatisk foretaget en række dyre opkald til et telefonnummer i udlandet, skriver CNN.
Kunden slipper dog for at betale det store beløb. Forbrugerklagenævnet støtter hende i, at internet-forbindelsen inden misbruget var blevet opsagt hos TDC.
Forbrugerklagenævnet stiller samtidig spørgsmålstegn i det rimelige i, at abonnenter skal betale for de store telefonregninger, fordi der teknisk er mulighed for utilsigtet downloading.
Flere internet-brugere er kommet i klemme efter at have downloadet et lille program, der automatisk slukker for den eksisterende internet-forbindelse og ringer op igen via et dyrt udlandsnummer.
Nævnet mener, at TDC bør gøre noget ved problemet og i kontrakten med kunden indsætte vilkår om hvordan risikoen skal placeres og fordeles i tilfælde af utilsigtet misbrug.
(Kilde: CNN Danmark)