Microsoft har udsendt en kritisk sikkerhedsopdatering til Internet Explorer og en opdatering til Windows Media Player. Begge programmer indeholder sikkerhedshuller, der kan misbruges til afvikle vilkårlig kode på systemet.
Fejlen i Internet Explorer findes i de aktuelle versioner 5.0, 5.5 og 6.0 og betegnes som meget alvorlig. Den første ormevirus, som udnytter sikkerhedshullet, er allerede sendt i omløb på nettet.
Sårbarheden i Windows Media Player kan ligeledes udnyttes til at afvikle lokal kode. Microsoft er klar med en opdatering, men har endnu ikke offentliggjort en Security Bulletin om problemet.
En Knowledge Base-artikel hos Microsoft fortæller dog, at opdateringen skal forhindre, at script-kommandoer kan skifte mellem sikkerhedszoner. Det betyder, at et script i en web-side kan få adgang til lokalt indhold på pc'en og aktivere andre lokale kommandoer.
Sikkerhedsopdateringerne kan hentes hos Microsoft eller installeres gennem Windows Update.