Finanskrisen har indtil videre været hård ved den danske spil-branche. Endnu et dansk spil-udviklingsfirma var i år ved at blive trukket ned i krisens dybe hul.
Firmaet GuppyWorks har faktisk erklæret sig konkurs i marts. Og fremtidsudsigterne for firmaets hovedsatsning, spillet GuppyLife, så sorte ud.
Men GuppyWorks spræller stadig med halen.
Ledelsen begærede selv konkursen efter et mislykket forsøg på at sælge firmaet i 11. time til en amerikansk underholdningskoncern, forklarer direktør og medejer Per Rosendal.
Han har sammen med resten af ledelsen nu købt de sunde dele i firmaet. Et såkaldt management buy-out.
Hvad skal redde jer?
GuppyLife er et online spil og community for piger. Spillet har høstet rosende omtale og blandt andet venturekapital fra Vækstfonden.
Men hvis i ikke har haft held til at gøre GuppyLife til en rentabel forretning indtil videre, hvad får jer så til at tro, at i kan gøre det i fremtiden?
»GuppyLife skal efter planen ikke tjene penge før i 2010, og det betragter vi stadigvæk som realistisk,« siger Per Rosendal.
»Vi er nu i beta, og det går godt med cirka 35.000 registrerede betatestere - svarende til 17-18 procent af målgruppen,« siger Per Rosendal, der kalder de tal for en succes.
Han mener, at firmaet kan fjerne beta-skiltet om seks til otte måneder, og det er grunden til, at ledelsen har købt navn og rettigheder fri og forventer at gøre pige-spillet til en succes i fremtiden.
Ledelsen leder fortsat efter kapitalpartnere, og Per Rosendal forventer, at krisen er på vej til at lette, så de kan komme i hus inden for en overskuelig fremtid.
Navnene GuppyWorks og GuppyLife fortsætter i det nye firma, som nu udelukkende ejes af ledelsen. GuppyLife er hovedsatsningen, men der arbejdes på andre projekter i kulissen. Firmaet har tidligere haft held med et H.C. Andersens-spil
»Siden 2007 har vi arbejdet på GuppyLife med finansiering fra venturefolk. Som det sædvanligvis fungerer med venturekapital, får man pengene ad flere omgange.
Vi skulle helt efter planen have en kapitaltilførsel her i starten af den nye år, men på grund af finanskrisen var der pludselig ingen, der kunne eller turde investere,« siger Per Rosendal.