Politiet i USA har foretaget endnu en anholdelse i forbindelse med computerormen Blaster. Den anholdte er en teenager, som mistænkes for at have skabt en af de mange Blaster-varianter, der har cirkuleret på nettet.
Det er den anden anholdelse i forbindelse med varianter af Blaster, men politiet har endnu ikke fundet programmøren, som har skabt den oprindelige orm.
I en kortfattet meddelelse fortæller statsadvokaten i Seattle, at teenageren er arresteret under mistanke for at have forvoldt skade på computere, men hverken hans navn, alder eller hjemstat er blevet offentliggjort.
Teenageren mistænkes for at have programmeret en variant, der går under navnet Rpcsdbot. Den største forskel i forhold til den oprindelige orm er, at den installerer en skjult komponent, som gør det muligt for programmøren at overtage kontrollen over systemet.
De forskellige Blaster-varianter har tilsammen inficeret mere end 1,2 millioner computere, fortæller Symantec.
Den 18-årige Jeffrey Lee Parson, som blev anholdt tidligere i denne måned, har indrømmet have ændret den originale version af Blaster ved at programmere varianten Blaster.B.
Blaster-efterforskningen ligger hos politiet i staten Washington - Microsofts hjemstat - fordi Blaster-ormen forsøgte at rette et angreb mod Microsofts website.