Danske Kiss Technologies' dvd-afspillere DP-450 og DP-500 bliver de første afspillere i verden, der bærer titlen DivX-certificeret. Afspillerne kan håndtere alle former for DivX-afspilning - og understøtter samtidig DivXNetworks teknologi til beskyttelse af digitale rettigheder.
Certificeringen garanterer, at afspillerne kan håndtere samtlige DivX formater (5.xx, 4.xx and 3.xx) i den højest mulige kvalitet.
DivX videoformatet benyttes primært til at udveksle videoindhold over nettet - grundet den relativt høje kvalitet, sammenlignet med den ringe størrelse på filerne. Topmodellen, DP-500, er da også udstyret med netværksstik, så brugerne kan hente og afspille indhold direkte fra internet. Samtidig kan man via trådløst Kiss PC-Link overføre signalet direkte til eksempelvis et tv, så man ikke skal se videoindholdet på pc'en.
»DP-500 sætter nye standarder for konsumentprodukter med netværksadgang. Nu kan man hente og afspille DivX-film simultant, lytte til internetradio, se digitale billeder og sende beskeder fra tv'et. Tidligere var det ting, der kun kunne lade sig gøre på en computer,« siger Bo Lystrup, der er marketing manager i Kiss Technologies.
Foruden DivX afspiller DP-500 almindelige dvd'er, SVCD, VCD, cd'er, MP3 og Ogg Vorbis formaterne.