Med henblik på den snarlige julehandel har analysefirmaet Gartner Group lavet en undersøgelse af den typiske Internetbruger. Undersøgelsen viser blandt andet, at gennemsnitsalderen for amerikanske Internetbrugere er 41 år, skriver IT-Avisen ifølge BrugNettet.
Undersøgelsen viser også, at der er stort set lige så mange kvinder, som der er mænd på Nettet, ligesom den viser, at de i gennemsnit har 2,81 børn og tjener omkring en halv million kroner, 65.000 dollar, om året.
Internetbrugere, som har været på Nettet i mere end 3 år, køber dobbelt så meget på Nettet, som brugere der har været på i under et år. Grunden til indkøb via Nettet er bedre overblik og tidsbesparelser. Det betyder ikke meget, om priserne er lavere end i den fysiske verden.