For tre uger siden fik Athena IT-Group i Haderslev 30 millioner kroner på First North-børsen. Nu er de syv millioner brugt.
Pengene fra kapitalforhøjelsen var øremærket ét bestemt formål: opkøb indenfor infrastruktur og outsourcing. Med købet af tyske More IT går Athena IT-Group A/S nu ind på det tyske marked.
Peter Kroul, administrende direktør i Athena IT Group udtaler i en pressemeddelelsen, at Athena vælger rigtigt, ved at gå syd for grænsen.
»Vi tror på, at det tyske marked vil vise store vækstrater i de kommende år, og at vores koncept og produkter passer godt til det tyske marked,« udtaler Peter Kroul, Athena.
Athena har netop fået en ordre på 40 skræddersyede SAP Business One-systemer i hus. Kunderne er medlemmer af sammenslutningen af danske autoophuggere, AD2000. Med den nye ordre regner virksomheden med et pænt antal nye medarbejdere over en årrække.
Athena vil i løbet af 2008 have et centralt hostingcenter klar til at drifte både danske og tyske kunder.
More IT er placeret i Flensborg og omsætter årligt for 20 millioner kroner. Efter opkøbet får Athena IT-Group 50 ansatte og en omsætning på 63 millioner kroner.
Opdateret 13:28.