Samtidig med AMD's lancering af de første 64-bit-processorer til bærbare pc'er har ærkerivalen Intel lanceret en discount-processor til det samme marked. Intels nye Celeron M-processor indeholder den samme processorkerne som Pentium M, der blev lanceret sidste forår, men den arbejder med en lavere taktfrekvens og indeholder kun 512 KB sekundær cache-hukommelse.
Til sammenligning er Pentium M processoren udstyret med 1 MB cache, og en ny version, Dothan, der kommer i næste måned, indeholder hele 2 MB.
Celeron M indeholder flere funktioner som skal reducere strømforbruget, men discount-cpu'en understøtter ikke SpeedStep-teknologien, som er Intels pendant til AMD's PowerNow.
Intel har lanceret tre modeller i Celeron M-serien med henholdsvis 800 MHz, 1,2 GHz og 1,3 GHz. Prisen er henholdsvis 161, 104 og 137 dollar.
Lavenergi-udgaven med 800 MHz bruger omtrent en fjerdedel mindre strøm end de hurtigere modeller og processorens varmeudvikling er mere end halveret.
De tre nye modeller er baseret på en 0,13-mikron-arkitektur og indeholder en 400 MHz systembus.