Bill Gates startede for ti år siden et lille firma, Interactive Home Systems, der skulle forsyne milliardærens kommende cyber-villa med digitale billeder til væggene. Firmaet er sidenhen blevet omdøbt til Corbis og satser nu på at markedsføre verdens største billedsamling med over 25 millioner motiver. Corbis har systematisk opkøbt billedarkiver og berømte fotografier, men firmaet med 560 ansatte har endnu ikke kunnet præsentere et overskud. Firmaet vil nu satse på elektronisk salg af billedmotiver til private. Fra Corbis-hjemmesiden skal man kunne søge i den gigantiske billeddatabase og udvælge motiver til e-postkort eller den personlige hjemmeside; nogle vil være gratis, mens andre vil koste et mindre beløb. Markedet for salg af billedmotiver menes at have en værdi af over seks milliarder kroner om året.