Microsoft's CEO Steve Ballmer brugte sit keynote-indlæg på "Streaming Media Conference" i San Jose til at lancere den nye version af "Windows Media Technologies". Pakken indeholder Windows Media Audio, Windows Media Video, Windows Media Encoding Utility samt Rights Manager.
Med Windows Media Video 8 kan film overføres hurtigere og i en bedre kvalitet end hidtil set. I forhold til MP3 kan Windows Media Audio 8 reducere filstørrelsen til en tredjedel. Download er 60 pct. hurtigere end med MP3, ifølge Microsoft.
Hvis man allerede har installeret Windows Media Player 6.4 eller 7, behøver man ikke opgradere programmet for at modtage indhold kodet med Media Audio eller Video 8.0. De nødvendige programudvidelser downloades automatisk, første gang man henter indhold i det nye format.
En betaversion af Windows Media Encoder 8.0 kan hentes på Microsofts hjemmeside fra på fredag.