Artikel top billede

Ny Star Wars-serie ligner Goonies i rummet med Jude Law som Jedi-ridder

Det er Star Wars på en måde, du aldrig har set før, når serien Skeleton Crew rammer Disney+ til december. I hvert fald begynder det i idylliske forstæder, før vi skal ud i rummet.

Hvis man ser bort fra en ung Anakin Skywalker, så har der ikke været mange børn i hovedrollerne i de forskellige Star Wars-film og -serier. Det kommer til at ændre sig, når Star Wars: Skeleton Crew får premiere til december.

Men skaberne Jon Watts og Christopher Ford lover, at serien ikke er lavet til børn.

Det skal i stedet være en klassisk coming-of-age-historie om fire unge, der finder noget mystisk på deres sikre hjemplanet og pludselig farer vild i en galakse meget, meget langt væk.

Selvfølgelig skal de igennem mange eventyr og fortrædeligheder, før de (måske) kan komme hjem igen.

For nylig blev den første trailer til Skeleton Crew præsenteret på Disneys fan-event D23, og den giver blandt andet et glimt af den engelske skuespiller Jude Law som jedi-ridder.

Traileren begynder i noget, der ligner en amerikansk forstad af den slags, vi kender fra 1980erne, hvor Steven Spielberg lavede klassiske familiefilm som E.T. og The Goonies.

Hvis altså Spielbergs forstæder lå et sted i en anden galakse – altså for længe siden og langt herfra.

Og det har da ifølge seriens skabere fra begyndelsen netop været drømmen at lave en Star Wars-historie som en galaktisk version af de klassiske coming-of-age eventyrfilm fra 1980'erne.

At dømme efter traileren er de lykkedes, for det er svært ikke at mærke stemningen af The Goonies – bare i en avanceret version og i rummet.

Star Wars: Skeleton Crew foregår i samme periode som serierne The Mandalorian og The Book of Boba Fett og altså i perioden efter filmen Return of the Jedi.

Udover Jude Law giver serien unge skuespillere som Ryan Kiera Armstrong, Ravi Cabot-Conyers, Kyriana Kratter og Robert Timothy Smith chancen for at etablere sig i Hollywood.

Den første sæson af Star Wars: Skeleton Crew består af otte afsnit, hvor de to første afsnit lander som tidlige julegaver 4. december, hvorefter der kommet et afsnit om ugen frem mod midten af januar 2025.