Den nye processorfamilie Sempron blev annonceret i juni måned og kan købes fra i dag. AMD har lanceret tolv Sempron-processorer; syv til stationære computere, tre til notebooks og to modeller til ultratynde mobile computere.
De syv desktop-processorer er Sempron 2200+, 2300+, 2400+, 2500+, 2600+, 2800+ og 3100+. Prisen starter ved 39 dollar for 2200+, mens den hurtigste 3100+ koster 129 dollar i store styktal.
De tre Mobile Sempron-cpu'er 2600+, 2800+ og 3000+ koster henholdsvis 84, 108 og 120 dollar. AMD har udviklet to versioner til ultratynde og lette notebooks, 2600+ og 2800+, som sælges for 85 og 99 dollar.
Hewlett-Packard, Asus, Acer og Lenovo er blandt de første pc-producenter, som vil tilbyde computere med Sempron. AMD fortæller at Medion og et stort antal andre leverandører vil introducere billige pc'er med den nye processor i løbet af årets anden halvdel.
Tidligere har AMD solgt en discount-processor under betegnelsen Duron, som blev udfaset sidste år.