Computerens ejermand var nået frem til den såkaldte jetbro på vej op i flyet, da det begyndte at ryge fra hans IBM Thinkpad. Han løb tilbage mod strømmen af boardene passagerer, og nåede frem til terminal-bygningen før computerens batteri brød i brand. Stikflammer og et stærkt lys fik branden til at minde om fyrværkeri, og branden skabte generel panik blandt de ventende flypassagerer, fortæller et øjenvidne til begivenheden til nyhedstjenesten Gizmodo.
Ifølge Gizmodo var den pågældende computers batteri ikke på nogen liste over tilbagekaldte, brandfarlige batterier.
Hændelsen skaber spekulation om, hvorvidt et generelt forbud mod bærbare computere med batterier er på vej hos flyselskaber verden over.
De amerikanske luftfartsmyndigheder NTSB, (National Transportation Safety Board) er angiveligt allerede i gang med at undersøge problematikken omkring flysikkerhed og bærbares batterier efter at Dell i sidste måned tilbagekaldte 4,1 millioner brandfarlige lithium-ion-batterier.