Hvis du får en sms om, at du er i udlandet, men befinder dig i Danmark, så er din mobil måske blevet kapret af et krydstogskib.
Det skriver P4 Bornholm.
En strandgæst ved Rønne fik denne sommer en sms-besked, hvor der stod "Velkommen til Tyskland".
"Jeg kiggede i displayet, og i stedet for TDC, stod der et eller andet tysk selskab. Det undrede mig meget," fortæller strandgæsten William Husted til P4 Bornholm.
Hans mobil var sandsynligvis blevet koblet til et krydstogtskibs net. Det flydende vidundere har via satellit forbindelse til forskellige landes mobilnetværk. Til gengæld er de dyre at benytte - op til 120 kroner i minuttet, skriver P4.
Skibenes netværk er ulovlige i de danske farvande, fortæller civilingeniør i IT- og Telestyrelsen, Henry Stech. Alligevel sker det, at krydstogtskibene - måske ved en fejl - har slået mobilnettet til.
Henry Stech har ét råd:
"Sørg for, at din mobil er sat op til kun at vælge fremmede net manuelt, så du som bruger kan sige nej tak," siger han.